Og hvad så bagefter?

Klokken er 2:44 og alt er stille og for anden nat i træk ligger jeg og tænker i stedet for at sove. Jeg er meget søvnig, men vil alligevel nedfælde mine tanker, så de få mennesker der følger min blog kan forstå, hvorfor jeg er hernede så lang tid. Det er ikke kun for at rejse og lære sprog, det er også for at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Det var samme formål sidste gang jeg var hernede, men det eneste jeg fandt ud af var at jeg ville være gældfri og ikke igen lade mig binde af gæld. Det lykkedes så også at betale 140.000 af på halvandet år.
Men jeg er ikke nået længere. Jeg fortsætter på mit arbejde selv og jeg ikke er sikker på, at det er det rigtige. Jeg er lidt underbetalt når jeg sammenligner mig med dem jeg møder på mit arbejde. Og hvordan ved jeg det? Fordi jeg er så skruppelløs og uforskammet at jeg spørger folk om hvad de rjener. Ikke allesammen selvfølgelig, men dem der har et job der kan sammenlignes med mit. Og eftersom jeg er i et andet firma og i en lidt anden branche, så er folk ikke bange for at svare. Og min løn er nogenlunde som deres bortset fra at jeg ikke får pension og søn- og helligdagsbetaling. Hvilket betyder at de får lidt mere udbetalt om måneden, samtidig med at de får en pensionsopsparing. Jeg er sådan set ligeglad med pensionsopsparingen, men jeg ville selvfølgelig gerne ha pengene. Men men så mange oenge drejer det sig ikke om. Det er jo småpenge i forhold til hvad jeg ville ha tjent med et job som geolog. Gør det mig ked af at jeg ikke får brugt min uddannelse som geolog? Lidt, det er klart, men der er også masser af geologjob jeg ville ha hadet. Og meget få geologjob jeg virkelig ville ha elsket. Planen var egentlig at arbejde for er mineselskab i Norge, men jeg har vist kun søgt tre job i den brance og det ene var som laborant og den anden som kemiker. Så et eneste reelt geologjob i den norske minebranche har jeg søgt. Kortlægning af olivinforekomster i nærheden af Volda, så vidt jeg husker. Med brug af GPS og totalstation, præcis som det jeg arbejder med nu. Jeg var helt sikkert særdeles godt kvalificeret. Men jeg var nok for gammel og der var gået for mange år siden min eksamen, så de gad end ikke svare på min ansøgning. Og så var der ingen grund til at sende flere.
Men måske havde jeg fået et arbejde som geolog i den norske minebranche, hvis jeg systematisk havde sendt en ansøgning til samtlige relevante firmaer. Sandsynligheden er i hvert fald en del større, end når man sender en enkelt adskillige år efter afsluttet eksamen.
Men jeg kortlægger, og når det kommer til stykket er jeg sådan set ligeglad med om jeg kortlægger mineralforekomster eller villahaver. Jeg er bare ikke ligeglad med om jeg tjener 30 eller 60 tusind om måneden, det må jeg indrømme.
Så med hensyn til job er der uafklaret på længere sigt. Jeg skal trods alt stadig arbejde i 14 år endnu, og helst mere, og så lang tid bliver Henrik vel næppe ved? Selv om jeg ikke vil udelukke det. Henrik arbejder jo ikke fordi det er et arbejde, men fordi det er en hobby. Sådan føles det i hvert fald.
Jeg har heller ikke besluttet mig til om jeg skal ta til Norge og bo der igen. Når jeg rejser rundt her er det jo nemt nok at skabe kontakt, men jeg gruer lidt for hvordan det ville blive at slå sig ned i en by hvor man er mutters alene, og venner og familie er langt væk. Det er jo noget nemmere når man er i tyverne frem for halvtredserne.
Spørgsmålet er uafklaret, det eneste der er afklaret er at jeg bliver hvor jeg er og at det enten bliver Helsingør eller Norge når jeg engang har besluttet mig. Lige nu peger pilen på Helsingør, men jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at det helst skal være en permanent løsning næste gang jeg flytter. Alt det flytteri er ved at udmatte mig. 7 forskellige boliger har jeg haft i de 10 år jeg har arbejdet for Henrik, og mange forskellige boliger før det. Ikke fordi jeg ikke føler mig hjemme i mine boliger, det gør jeg enten lynhurtigt eller slet ikke, men for det meste lynhurtigt.
Så jeg regner med at Henrik har arbejde til mig når jeg kommer hjem, og så er jeg nødt til at spekulere seriøst over hvad jeg vil. Det tar nok mindst et år.
Under alle omstændigheder peger pilen på en have. At lære sprog før mig lykkelig, og det gør mig lykkelig at ordne en have, og specielt det med at dyrke frugter og grønsager. Det med frugterne er et problem når man lever så omflakkede som mig. Jeg nåede at plante et kirsebærtræ, et æbletræ og et blommetræ i min kolonihave i Helsingør, men det tar jo ligesom nogle år før de bærer frugt, så jeg nåede selvfølgelig aldrig at få frugter fra dem. De blev plantet for ca. 5 år siden, så hvis de stadig står der, bør de give frugt nu.
5 år er jo ikke så lang tid, men når man lever så omflakkede som mig, føles det som en evighed siden, at jeg plantede de træer.
Jeg drømmer virkelig om en have der bugner af frugter, så jeg plantede også er par forskellige hindbærsorter, et par blåbærbuske og en brombær. Desuden plantede jeg nogle artiskokker som jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde i live, mens myrerne gjorde alt hvad de kunne, for at slå dem ihjel. Kampen fik en brat afgørende, for den ny ejer kunne ikke lide artiskokker så hun hev dem op som noget af det første.
Kolonihaven giver et stort poing til Helsingør, for der er næsten ingen kolonihaver i Norge. Skal jeg ha min helt egen have i Norge, bliver jeg nødt til at købe et hus. De kan købes relativt billigt hvis man flytter langt nok ud på landet, men jeg kunne jo ikke drømme om at flytte langt ud på landet mutters alene. Og Marianne flytter med garanti ikke med til Norge. Hvis vi ellers er samme når jeg kommer til Danmark igen. Jeg går ud fra at vi stadig er venner selv om hun har fundet en anden, men jeg aner intet. Hun siger altid at det jo aldrig bliver os for altid, og det kan jeg ikke svare på, for jeg tænker på en helt anden måde. Jeg tænker at hvis man får en kæreste, så er man sammen så længe begge er glade for det. Nogle gange er det så resten af livet, men det er umuligt at vide på forhånd, om man har lyst til at leve med den anden, resten af livet. Selv folk helt op i guldbryllupsalderen bliver jo skilt ind i mellem.
Uanset så kræver et køb af selv det billigste hus nogle års opsparing for mig, hvis jeg vil undgå at gældsætte mig igen. Men jeg kan selvfølgelig lave en mellemløsning med en midlertidig kolonihave, hvor jeg så igen kan nå at plante nogle frugttræer som jeg aldrig når at høste frugt fra.
Angående det med en have det er så noget, der er så vigtigt for mit velbefindende, at det skal jeg for at føle mig virkelig lykkelig på min bopæl. Jeg kan selvfølgelig kun bo i kolonihaven i sommerhalvåret, men haven er knap så interessant om vinteren, så det gør ikke så meget, at jeg ikke må bo der om vinteren.
Noget andet der har stor indflydelse på mit velbefindende er alkohol, eller mere specifikt øl, det elsker jeg og for meget. Jeg har i årevis kunnet mærke på min krop at alkohol sled på den, men for to uger siden blev jeg nærmest syg. Ikke fordi jeg havde drukket vildt meget, måske en sixpack om dagen, men meget konstant. Og efter mere end 30 år med omkring 40 genstande om ugen i gennemsnit, så går den vist ikke mere. Før har jeg haft lidt smerter ind i mellem omkring leveren, sikkert på grund af fedtlever og leveren udvider sig og trykker på det omgivede væv. Vel også lidt smerter ved bugspytkirtlen ind i mellem, det er svært at definere præcist hvor smerterne stammer fra. Nogle dages pause og så plejer alt at være fint igen. Det er det også denne gang, men jeg blev decideret skidt af kun at drikke en enkelt øl den pågældende dag, og det må være et tegn på at nok er nok. Så er spørgsmålet om jeg har lyst til at være afholdsmand resten af livet, og det har jeg jo ikke. Men efterhånden er jeg kommet frem til at i hvert fald halvdelen af de øl jeg drikker, egentlig ikke er lystbetonet, men mere vanebetonet, så hvis jeg nøjedes med udelukkende at drikke en øl når jeg havde lyst til det, og hvor den smagte rigtig godt, så ville mit forbrug falde en ganske god del. Så jeg havde overvejet at blive hernede den sidste måned også, for jeg har ingen vaner og rutiner hernede i forhold til øl.
Jeg har masser af ølvaner i Danmark. Den mest kendte er selvfølgelig fredagsøllene. Vi får en enkelt enkelt øl på arbejde om fredagen, og det er jo hyggelig og fint nok.   Det der så ikke er fint, er at så skal jeg drikke 8,10,12 øl mere og det uanset om jeg besøger Lars eller Marianne eller bare sidder alene foran fjerneren.
Jeg har ingen brug for torsdagsøllene. Der tar jeg måske i fitnesscenteret. Så hvorfor skal jeg absolut drikke en masse øl hver eneste fredag, også selv om jeg sidder der helt alene, og den sidste sixpack egentlig ikke smager særlig godt? Men jeg gør det jo, hver evig eneste fredag. Det er total idioti.
Så er der soløllene. Solen skinner og varmer en anelse, og selvfølgelig skal det det fejres med en øl i solen. Jeg mener en sixpack i solen. Jeg kunne jo nøjes med netop en øl, den første øl, for det er jo den der smager bedst, og så bliver kvaliteten ringere og ringere efterhånden. Jeg bliver selvfølgelig og lidt snalderet, og det er jo også hyggelig nok, men det var stadig den første øl jeg nød mest.
Så selv om jeg givetvis kunne lade være med at drikke alkohol igen, så er der ikke det jeg ønsker. Jeg kunne med garanti leve længere hvis jeg fuldstændig droppede med at drikke alkohol resten af livet, i stedet for at fortsætte på halvt niveau. Og alligevel ikke. Vi kan ikke forlænge livet ved at leve sundt, men vi kan med garanti forkorte det ved at leve usundt. Jeg vælger at fortsætte for halv kraft, vel vidende, at det formodentlig vil koste nogle leveår. I forvejen er min krop ganske kvæstet af alkohol, men kroppen har en ufattelig restitutionevne, så det går vel et stykke tid endnu.
Jeg vil til gengæld nyde mine øl mere i fremtiden tror jeg. Nu er det ikke meget mere end et par uger siden, at jeg drak min sidste øl, og det er jo et splitsekund, i forhold til den tid min krop har brug for til at restituere. Jeg vil tro at jeg som minimum har brug for to-tre år uden alkohol, for at kunne restituere nogenlunde. Så lang tid har jeg overhovedet ikke lyst til at lade være med at drikke alkohol. Jeg tror jeg kommer til at fortsætte nogenlunde som før, men med lidt mere opmærksomhed om hvorvidt den øl jeg drikker, stadig smager godt.
Jeg tror at vijlestyrken er et plastisk begreb. Altså hvis man tror at der er meget, meget svært at lade være med at ryge cigaretter, så bliver det nærmeste umuligt at stoppe. Hvis man til gengæld tror, at al den debat om, hvor svært det er, at stoppe med at ryge, bare er er stort globalt massehysteri, så bliver det meget, meget lettere, at stoppe med at ryge.
Det gælder al afhængighed. Jo mere man overbeviser sig selv om at noget er svært, jo sværere bliver det. Og jo lettere man tror noget er, jo lettere bliver det.
Der gælder også for mit forhold til alkohol. Hvis jeg bilder mig selv ind at jeg vil få en enorm lyst til at drikke en sixpack, når den første forårssol skinner på min balkon, så er jeg jo nødt til at suse ned i Netto og købe en pakke den dag der sker.
Klokken er 5:54 nu, og nu orker jeg ikke at skrive på denne lille mobil mere. Det er temmelig anstrengende.