690 eller 1290 soles, det er spørgsmålet.

Jeg er netop stået på toget i lufthavnen, men nåede lige at få læderjakken på inden toget kom. Prisskiltet på jakken sagde 1290 soles, så jeg fandt straks min bon frem og tjekkede. Den sagde 690 soles. Så er spørgsmålet om ham i butikken har snydt sig selv, eller rettere ejeren, eller om de lokale rige får lov at betale 1290 soles, mens fattige turister kan nøjes med 690 soles.
Jeg var så inde  på internettet og langt de fleste jakker koster 690 soles og den dyreste, som er en kvindejakke, koster 890 soles. Men det virker selvfølgelig som et godt tilbud når der står 1290 på jakken.
I lufthavnen så jeg en læderjakke af tilsvarende kvalitet i Hugo Boss. Den kostede nogenlunde det samme som denne her, bortset fra at beløbet var i $. Hvilket vil sige at den koster omkring tre gange så meget som min.

Endelig færdig

Jeg gik ud fra mit hotel kl. 11 og dryssede lidt rundt for at finde en bog om Peru. Det viste sig at flere af de boghandlere jeg kendte slet ikke var åbnet endnu, men den største havde heldigvis. Der købte jeg den største og tykkeste bog de havde om Peru, og fandt en bænk bagefter så jeg med noget besvær kunne pakke den ned i min rygsæk.
Undervejs havde jeg kigget på læderjakker, altså dem folk gik med, og nåede at tælle syv mænd med læderjakker på tre kvarter. Jeg havde kigget efter læderjakkebutikker mens jeg kiggede efter boghandlere og var i et indkøbscenter a la Illum, og ingen steder solgte de læderjakker. Det kan ikke passe tænkte jeg. Læderjakker er en relativt eksklusiv ting, og Miraflores er den mest eksklusive bydel i hele Peru, så der må da være en forretning der sælger læderjakker.
På nettet fandt jeg så også lynhurtigt en forretning og gik derhen. Først gik jeg forbi for der var ingen forretning. Der var kun et stort femstjernet hotel der så dyrt ud. Adressen passende så jeg gik ind, og bag den neutrale indgang lå der sørme et indkøbscenter. Altså et lille et. Åbenbart et eksklusivt indkøbscenter, for der var næsten ingen mennesker der gik derind, og udefra var det umuligt at se at der lå et indkøbscenter. Læderjakkeforretningen var ikke ret stor men der var alligevel en del jakker både til damer og herrer. Jeg brugte omkring en time på at prøve de fleste af forretningens herrejakker, og den stakkels mand var ved at være helt desperat til sidst. Jeg fandt aldrig helt hvad jeg søgte, for det design jeg bedst kunne li, havde de ikke i min størrelse, så jeg blev nødt til at købe den i large. Desuden ville jeg helst ha haft den i en brun farve, men nu blev det sort. 690 soles kostede den. Jeg har ingen ide om hvad læderjakker koster i Danmark, men helt billige er de i hvert fald ikke, så jeg taber i hvert fald ikke penge på det, selv om det var et temmelig eksklusivt sted.

Et døgn og tre timer

Fra jeg forlader mit hotel her klokken 11 om formiddagen, til jeg træder ind af min dør i Hørsholm klokken 9 om aftenen går der et døgn og 3 timer. Dvs. at hvis jeg ikke ændrer tidszone på min mobil, vil den vise klokken 2 om eftermiddagen når jeg når hjem.
Så jeg springer søvnen over i flyet, for ellers falder jeg aldrig i søvn den første aften, når jeg kommer hjem.

Held i uheld

Selv om jeg har været noget utilfreds over at Air Frances hjemmeside ikke virkede tilfredsstillende, så har det faktisk sparet mig nogle penge. Havde den virket, havde det kostet 1117 kr at ændre billetten. Da jeg snakkede med Air France i telefonen blev der nævnt to beløb der skulle lægges sammen, det ene i dollars og det andet i soles, og jeg kunne ikke lige umiddelbart regne ud hvad det blev i kroner, men i hvert fald en del billigere end 1117 kr. Så jeg tjekkede min konto og der er blevet trukket 447 kr. Så selvom jeg har brugt 200 kr på at ta til lufthavnen og 100 kr på mit taletidskort, har det stadig været billigere at ændre billetten, end hvis hjemmesiden havde virket.
Nu har jeg bortkastet et par slidte joggingsko, en slidt bluse, en delvis ødelagt paraply og min guide der er ret tyk, og så går det lige med at få plads til det hele i bagagen. Jeg har to tykke bøger med hjem, en af Dan Brown og en af John Grisham men jeg overvejer om ikke jeg skulle købe en bog om Peru. Egentlig mest for at udvide mit ordforråd, for i en fagbog vil der være mange ord som man normalt ikke bruger i skønlitteratur, men selvfølgelig også for at lære noget mere om natur og kultur. Kulturelt og naturmæssigt er Peru et meget rigt land, og der er massevis af ruiner rundt om i landet. De to mest spændende af dem, er svært utilgængelige og det kræver mindst et par dages vandring hver vej, hvis man vil besøg dem. Så får man dem sikkert også helt for sig selv, medmindre man er meget uheldig. Så jeg regner med at besøge Peru igen, men ikke nær så lang tid næste gang. Jeg kan måske ligefrem nøjes med en treugers sommerferie.
Jeg er vel også lige akkurat nået op på det spanskniveau jeg gerne ville. Simpsonniveauet. Dog er jeg stadig nødt til at koncentrere mig gevaldigt ind i mellem, for nogle gange går dette lynhurtigt, når de snakker. Men det er ikke alle jeg har let ved at forstå hernede. Nogen snakker meget klart og tydeligt og dem kan jeg sagtens forstå, andre læsper på samne måde som i Spanien, og så går det knap så let. Film er som regel lette at forstå, for der læsper de ikke. En argentiner jeg mødte på der hvor jeg boede i Cusco, fortalte at langt de fleste film bliver synkroniseret i Mexico, og det er "standardspansk" men dialekterne i de forskellige lande kunne være så forskellige, at folk havde svært ved at forstå hinanden. En spanier jeg mødte på hotellet i Lagunas, fortalte at han sagtens kunne forstå sin guide, når de sejlede rundt i kanoen, men han fattede ikke en brik, når guiderne talte med dialekt indbyrdes. Og han var helt sikker på at det var spansk de talte, og ikke et indiansk sprog. Så det er ikke mærkeligt, at jeg heller ikke fattede en brik, når guiderne talte med dialekt. Der er stadigvæk plads til forbedring, og fire uger mere ville helt sikkert ha hjulpet en del, men det nærmer sig at jeg kan forstå en film lige så godt på spansk som på engelsk.

Fastfood

På denne sidste aften spiste jeg for første gang på en fastfood restaurant. Med mexicansk mad. Eller hvad der skulle forestille at være mexicansk mad. Det var også meget meget fast, for jeg fik dårligt sat mig ned før maden kom. En vegetarisk taco og med pomme frites som tilbehør. De fleste mennesker forbinder nok mexicansk mad med noget der brænder mere eller mindre i munden, men åbenbart ikke kokken på denne restaurant. Der var ikke selv den fjerneste snert af chili i maden, men for at kompensere for chilien var der kommet noget sødligt i maden. Jeg kan også finde på at komme en anelse sukker i maden, for at forstærke smagen, men ikke så meget at det smager sødt. Man kommer jo heller ikke så meget salt i maden at den smager salt. Tacoen var næsten uspiselig og jeg gad ikke spise det hele. Jeg er ikke den store fan af pomme frites, men de var også klart ringere end normalt. Sikkert lavet af kartoffelmos ligesom i Danmark. Og så var det ikke engang specielt billigt. 19 soles inklusiv drikkevarer, der var en slags limonade.
Jeg spiste flere gange på en glimrede mexicansk restaurant i Arequipa og der lå prisen på omkring 12-20 soles for en ret. Ganske  vist uden pomme frites og drikkevarer, men så smagte maden til gengæld glimrende.
Jeg har også prøvet at spise på McDonalds nogle få gange, og i modsætning til i dag, er maden da i det mindste spiselig, men jeg synes nu ikke at det er den helt store kulinariske oplevelse. Jeg fatter altså at fastfoodrestauranter er så populære, når maden er så middelmådig.

Ingen souvenirs

Der bliver simpelthen ikke plads til regulære souvenirs. Min lille rygsæk er proppet til randen og nu skal jeg ovenikøbet ha mast et par sandaler i den også. Jeg håber ikke at de bliver ødelagt af det. De nye pæne sko skal med i håndbagagen og den er ikke ret stor, så der er ikke plads til mere. Jeg ville egentlig gerne købe en læderjakke for den vil være velegnet til det blæsende våde vejr i Danmark, men der er ingen der går i læderjakke her, så jeg har opgivet at finde et sted hvor de sælges.
Så jeg tror ikke jeg kommer til at købe flere ting. Der er ikke plads. Desværre, for der er en del at spare ved at købe tøj og sko her, frem for i Danmark.

Nye sko og sandaler

Jeg var henne i den lille skoforretning igen og købe et par sko til pænt brug og et par sandaler. Jeg har sko til pænt brug, men de gnaver og er ubehagelige at gå i så jeg bruger dem kun til bryllup, begravelse og julefrokost. De nye sko er bløde og fleksible, så jeg håber at de bliver behagelige at gå med. Sandalerne er ikke helt min stil, men det kan være at jeg vænner mig til designet med tiden. Tilsammen kostede sko og sandaler 289 soles.
Ejeren af den lille skoforretning er en jævnaldrende kvinde og hun mente at hun skulle ringe til mig i Danmark. Jeg forklarede hende at det var dyrt at ringe til Danmark, men lovede at skrive over Facebook. Butikken er på Facebook så det er let nok.