690 eller 1290 soles, det er spørgsmålet.

Jeg er netop stået på toget i lufthavnen, men nåede lige at få læderjakken på inden toget kom. Prisskiltet på jakken sagde 1290 soles, så jeg fandt straks min bon frem og tjekkede. Den sagde 690 soles. Så er spørgsmålet om ham i butikken har snydt sig selv, eller rettere ejeren, eller om de lokale rige får lov at betale 1290 soles, mens fattige turister kan nøjes med 690 soles.
Jeg var så inde  på internettet og langt de fleste jakker koster 690 soles og den dyreste, som er en kvindejakke, koster 890 soles. Men det virker selvfølgelig som et godt tilbud når der står 1290 på jakken.
I lufthavnen så jeg en læderjakke af tilsvarende kvalitet i Hugo Boss. Den kostede nogenlunde det samme som denne her, bortset fra at beløbet var i $. Hvilket vil sige at den koster omkring tre gange så meget som min.

Endelig færdig

Jeg gik ud fra mit hotel kl. 11 og dryssede lidt rundt for at finde en bog om Peru. Det viste sig at flere af de boghandlere jeg kendte slet ikke var åbnet endnu, men den største havde heldigvis. Der købte jeg den største og tykkeste bog de havde om Peru, og fandt en bænk bagefter så jeg med noget besvær kunne pakke den ned i min rygsæk.
Undervejs havde jeg kigget på læderjakker, altså dem folk gik med, og nåede at tælle syv mænd med læderjakker på tre kvarter. Jeg havde kigget efter læderjakkebutikker mens jeg kiggede efter boghandlere og var i et indkøbscenter a la Illum, og ingen steder solgte de læderjakker. Det kan ikke passe tænkte jeg. Læderjakker er en relativt eksklusiv ting, og Miraflores er den mest eksklusive bydel i hele Peru, så der må da være en forretning der sælger læderjakker.
På nettet fandt jeg så også lynhurtigt en forretning og gik derhen. Først gik jeg forbi for der var ingen forretning. Der var kun et stort femstjernet hotel der så dyrt ud. Adressen passende så jeg gik ind, og bag den neutrale indgang lå der sørme et indkøbscenter. Altså et lille et. Åbenbart et eksklusivt indkøbscenter, for der var næsten ingen mennesker der gik derind, og udefra var det umuligt at se at der lå et indkøbscenter. Læderjakkeforretningen var ikke ret stor men der var alligevel en del jakker både til damer og herrer. Jeg brugte omkring en time på at prøve de fleste af forretningens herrejakker, og den stakkels mand var ved at være helt desperat til sidst. Jeg fandt aldrig helt hvad jeg søgte, for det design jeg bedst kunne li, havde de ikke i min størrelse, så jeg blev nødt til at købe den i large. Desuden ville jeg helst ha haft den i en brun farve, men nu blev det sort. 690 soles kostede den. Jeg har ingen ide om hvad læderjakker koster i Danmark, men helt billige er de i hvert fald ikke, så jeg taber i hvert fald ikke penge på det, selv om det var et temmelig eksklusivt sted.

Et døgn og tre timer

Fra jeg forlader mit hotel her klokken 11 om formiddagen, til jeg træder ind af min dør i Hørsholm klokken 9 om aftenen går der et døgn og 3 timer. Dvs. at hvis jeg ikke ændrer tidszone på min mobil, vil den vise klokken 2 om eftermiddagen når jeg når hjem.
Så jeg springer søvnen over i flyet, for ellers falder jeg aldrig i søvn den første aften, når jeg kommer hjem.

Held i uheld

Selv om jeg har været noget utilfreds over at Air Frances hjemmeside ikke virkede tilfredsstillende, så har det faktisk sparet mig nogle penge. Havde den virket, havde det kostet 1117 kr at ændre billetten. Da jeg snakkede med Air France i telefonen blev der nævnt to beløb der skulle lægges sammen, det ene i dollars og det andet i soles, og jeg kunne ikke lige umiddelbart regne ud hvad det blev i kroner, men i hvert fald en del billigere end 1117 kr. Så jeg tjekkede min konto og der er blevet trukket 447 kr. Så selvom jeg har brugt 200 kr på at ta til lufthavnen og 100 kr på mit taletidskort, har det stadig været billigere at ændre billetten, end hvis hjemmesiden havde virket.
Nu har jeg bortkastet et par slidte joggingsko, en slidt bluse, en delvis ødelagt paraply og min guide der er ret tyk, og så går det lige med at få plads til det hele i bagagen. Jeg har to tykke bøger med hjem, en af Dan Brown og en af John Grisham men jeg overvejer om ikke jeg skulle købe en bog om Peru. Egentlig mest for at udvide mit ordforråd, for i en fagbog vil der være mange ord som man normalt ikke bruger i skønlitteratur, men selvfølgelig også for at lære noget mere om natur og kultur. Kulturelt og naturmæssigt er Peru et meget rigt land, og der er massevis af ruiner rundt om i landet. De to mest spændende af dem, er svært utilgængelige og det kræver mindst et par dages vandring hver vej, hvis man vil besøg dem. Så får man dem sikkert også helt for sig selv, medmindre man er meget uheldig. Så jeg regner med at besøge Peru igen, men ikke nær så lang tid næste gang. Jeg kan måske ligefrem nøjes med en treugers sommerferie.
Jeg er vel også lige akkurat nået op på det spanskniveau jeg gerne ville. Simpsonniveauet. Dog er jeg stadig nødt til at koncentrere mig gevaldigt ind i mellem, for nogle gange går dette lynhurtigt, når de snakker. Men det er ikke alle jeg har let ved at forstå hernede. Nogen snakker meget klart og tydeligt og dem kan jeg sagtens forstå, andre læsper på samne måde som i Spanien, og så går det knap så let. Film er som regel lette at forstå, for der læsper de ikke. En argentiner jeg mødte på der hvor jeg boede i Cusco, fortalte at langt de fleste film bliver synkroniseret i Mexico, og det er "standardspansk" men dialekterne i de forskellige lande kunne være så forskellige, at folk havde svært ved at forstå hinanden. En spanier jeg mødte på hotellet i Lagunas, fortalte at han sagtens kunne forstå sin guide, når de sejlede rundt i kanoen, men han fattede ikke en brik, når guiderne talte med dialekt indbyrdes. Og han var helt sikker på at det var spansk de talte, og ikke et indiansk sprog. Så det er ikke mærkeligt, at jeg heller ikke fattede en brik, når guiderne talte med dialekt. Der er stadigvæk plads til forbedring, og fire uger mere ville helt sikkert ha hjulpet en del, men det nærmer sig at jeg kan forstå en film lige så godt på spansk som på engelsk.

Fastfood

På denne sidste aften spiste jeg for første gang på en fastfood restaurant. Med mexicansk mad. Eller hvad der skulle forestille at være mexicansk mad. Det var også meget meget fast, for jeg fik dårligt sat mig ned før maden kom. En vegetarisk taco og med pomme frites som tilbehør. De fleste mennesker forbinder nok mexicansk mad med noget der brænder mere eller mindre i munden, men åbenbart ikke kokken på denne restaurant. Der var ikke selv den fjerneste snert af chili i maden, men for at kompensere for chilien var der kommet noget sødligt i maden. Jeg kan også finde på at komme en anelse sukker i maden, for at forstærke smagen, men ikke så meget at det smager sødt. Man kommer jo heller ikke så meget salt i maden at den smager salt. Tacoen var næsten uspiselig og jeg gad ikke spise det hele. Jeg er ikke den store fan af pomme frites, men de var også klart ringere end normalt. Sikkert lavet af kartoffelmos ligesom i Danmark. Og så var det ikke engang specielt billigt. 19 soles inklusiv drikkevarer, der var en slags limonade.
Jeg spiste flere gange på en glimrede mexicansk restaurant i Arequipa og der lå prisen på omkring 12-20 soles for en ret. Ganske  vist uden pomme frites og drikkevarer, men så smagte maden til gengæld glimrende.
Jeg har også prøvet at spise på McDonalds nogle få gange, og i modsætning til i dag, er maden da i det mindste spiselig, men jeg synes nu ikke at det er den helt store kulinariske oplevelse. Jeg fatter altså at fastfoodrestauranter er så populære, når maden er så middelmådig.

Ingen souvenirs

Der bliver simpelthen ikke plads til regulære souvenirs. Min lille rygsæk er proppet til randen og nu skal jeg ovenikøbet ha mast et par sandaler i den også. Jeg håber ikke at de bliver ødelagt af det. De nye pæne sko skal med i håndbagagen og den er ikke ret stor, så der er ikke plads til mere. Jeg ville egentlig gerne købe en læderjakke for den vil være velegnet til det blæsende våde vejr i Danmark, men der er ingen der går i læderjakke her, så jeg har opgivet at finde et sted hvor de sælges.
Så jeg tror ikke jeg kommer til at købe flere ting. Der er ikke plads. Desværre, for der er en del at spare ved at købe tøj og sko her, frem for i Danmark.

Nye sko og sandaler

Jeg var henne i den lille skoforretning igen og købe et par sko til pænt brug og et par sandaler. Jeg har sko til pænt brug, men de gnaver og er ubehagelige at gå i så jeg bruger dem kun til bryllup, begravelse og julefrokost. De nye sko er bløde og fleksible, så jeg håber at de bliver behagelige at gå med. Sandalerne er ikke helt min stil, men det kan være at jeg vænner mig til designet med tiden. Tilsammen kostede sko og sandaler 289 soles.
Ejeren af den lille skoforretning er en jævnaldrende kvinde og hun mente at hun skulle ringe til mig i Danmark. Jeg forklarede hende at det var dyrt at ringe til Danmark, men lovede at skrive over Facebook. Butikken er på Facebook så det er let nok.

En haltende mobil

Min mobil er ved at gå fuldstændig død. Den eneste måde jeg kan få den til at fungere normalt igen, er ved at gendanne fabriksindstillinger, men jeg er nervøs for at der går noget galt undervejs og at jeg så slet ikke har nogen telefon, så det venter jeg med indtil jeg er nået hjem.
Så håber jeg at den ikke når at gå helt i sort inden. Jeg kan selvfølgelig godt klare mig uden mobil, men det er jo rart med lidt tidsfordriv når jeg skal vente i lufthavnen.

Jubii ny billet

Det lykkedes. Jeg ringede til det nummer der er angivet på Air Frances hjemmesideside og de fik ordnet det. Der var ingen ventetid overhovedet men det tog alligevel 26 minutter.
Så hvis jeg havde ringet til Danmark som Air France mente jeg skulle, så havde det kostet 364 kroner. Uden ventetid.
At jeg så har brugt 200 kr på at køre til lufthavnen og 100 kr på at få penge på mit taletidskort, er så en anden sag. Men Air France har intet fysisk salgssted i Lima, det SKAL ordnes over telefonen. Dvs. jeg går ud fra at man kan ordne det i lufthavnen, når de åbner for check-in  men det fremgår ikke af deres hjemmeside. Der står der, at de kan træffes i lufthavnen. Jeg burde skrive til Air France og be dem om at ændre deres hjemmeside, så der ikke er andre, der ligesom mig, kører forgæves til deres ikke-eksisterende kontor eller til lufthavnen. Jeg kunne tydeligt mærke på portvagten i kontorbygningen, at jeg langt fra er den første der er kørt forgæves til deres ikke-eksisterende salgssted.
Det skyldes selvfølgelig forglemmelse at de ikke har fået rettet deres hjemmeside,  så jeg skriver til dem, når jeg engang er kommet hjem, så de kan få det rettet, for jeg orker det ikke nu.

Og hvad så bagefter?

Klokken er 2:44 og alt er stille og for anden nat i træk ligger jeg og tænker i stedet for at sove. Jeg er meget søvnig, men vil alligevel nedfælde mine tanker, så de få mennesker der følger min blog kan forstå, hvorfor jeg er hernede så lang tid. Det er ikke kun for at rejse og lære sprog, det er også for at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Det var samme formål sidste gang jeg var hernede, men det eneste jeg fandt ud af var at jeg ville være gældfri og ikke igen lade mig binde af gæld. Det lykkedes så også at betale 140.000 af på halvandet år.
Men jeg er ikke nået længere. Jeg fortsætter på mit arbejde selv og jeg ikke er sikker på, at det er det rigtige. Jeg er lidt underbetalt når jeg sammenligner mig med dem jeg møder på mit arbejde. Og hvordan ved jeg det? Fordi jeg er så skruppelløs og uforskammet at jeg spørger folk om hvad de rjener. Ikke allesammen selvfølgelig, men dem der har et job der kan sammenlignes med mit. Og eftersom jeg er i et andet firma og i en lidt anden branche, så er folk ikke bange for at svare. Og min løn er nogenlunde som deres bortset fra at jeg ikke får pension og søn- og helligdagsbetaling. Hvilket betyder at de får lidt mere udbetalt om måneden, samtidig med at de får en pensionsopsparing. Jeg er sådan set ligeglad med pensionsopsparingen, men jeg ville selvfølgelig gerne ha pengene. Men men så mange oenge drejer det sig ikke om. Det er jo småpenge i forhold til hvad jeg ville ha tjent med et job som geolog. Gør det mig ked af at jeg ikke får brugt min uddannelse som geolog? Lidt, det er klart, men der er også masser af geologjob jeg ville ha hadet. Og meget få geologjob jeg virkelig ville ha elsket. Planen var egentlig at arbejde for er mineselskab i Norge, men jeg har vist kun søgt tre job i den brance og det ene var som laborant og den anden som kemiker. Så et eneste reelt geologjob i den norske minebranche har jeg søgt. Kortlægning af olivinforekomster i nærheden af Volda, så vidt jeg husker. Med brug af GPS og totalstation, præcis som det jeg arbejder med nu. Jeg var helt sikkert særdeles godt kvalificeret. Men jeg var nok for gammel og der var gået for mange år siden min eksamen, så de gad end ikke svare på min ansøgning. Og så var der ingen grund til at sende flere.
Men måske havde jeg fået et arbejde som geolog i den norske minebranche, hvis jeg systematisk havde sendt en ansøgning til samtlige relevante firmaer. Sandsynligheden er i hvert fald en del større, end når man sender en enkelt adskillige år efter afsluttet eksamen.
Men jeg kortlægger, og når det kommer til stykket er jeg sådan set ligeglad med om jeg kortlægger mineralforekomster eller villahaver. Jeg er bare ikke ligeglad med om jeg tjener 30 eller 60 tusind om måneden, det må jeg indrømme.
Så med hensyn til job er der uafklaret på længere sigt. Jeg skal trods alt stadig arbejde i 14 år endnu, og helst mere, og så lang tid bliver Henrik vel næppe ved? Selv om jeg ikke vil udelukke det. Henrik arbejder jo ikke fordi det er et arbejde, men fordi det er en hobby. Sådan føles det i hvert fald.
Jeg har heller ikke besluttet mig til om jeg skal ta til Norge og bo der igen. Når jeg rejser rundt her er det jo nemt nok at skabe kontakt, men jeg gruer lidt for hvordan det ville blive at slå sig ned i en by hvor man er mutters alene, og venner og familie er langt væk. Det er jo noget nemmere når man er i tyverne frem for halvtredserne.
Spørgsmålet er uafklaret, det eneste der er afklaret er at jeg bliver hvor jeg er og at det enten bliver Helsingør eller Norge når jeg engang har besluttet mig. Lige nu peger pilen på Helsingør, men jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at det helst skal være en permanent løsning næste gang jeg flytter. Alt det flytteri er ved at udmatte mig. 7 forskellige boliger har jeg haft i de 10 år jeg har arbejdet for Henrik, og mange forskellige boliger før det. Ikke fordi jeg ikke føler mig hjemme i mine boliger, det gør jeg enten lynhurtigt eller slet ikke, men for det meste lynhurtigt.
Så jeg regner med at Henrik har arbejde til mig når jeg kommer hjem, og så er jeg nødt til at spekulere seriøst over hvad jeg vil. Det tar nok mindst et år.
Under alle omstændigheder peger pilen på en have. At lære sprog før mig lykkelig, og det gør mig lykkelig at ordne en have, og specielt det med at dyrke frugter og grønsager. Det med frugterne er et problem når man lever så omflakkede som mig. Jeg nåede at plante et kirsebærtræ, et æbletræ og et blommetræ i min kolonihave i Helsingør, men det tar jo ligesom nogle år før de bærer frugt, så jeg nåede selvfølgelig aldrig at få frugter fra dem. De blev plantet for ca. 5 år siden, så hvis de stadig står der, bør de give frugt nu.
5 år er jo ikke så lang tid, men når man lever så omflakkede som mig, føles det som en evighed siden, at jeg plantede de træer.
Jeg drømmer virkelig om en have der bugner af frugter, så jeg plantede også er par forskellige hindbærsorter, et par blåbærbuske og en brombær. Desuden plantede jeg nogle artiskokker som jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde i live, mens myrerne gjorde alt hvad de kunne, for at slå dem ihjel. Kampen fik en brat afgørende, for den ny ejer kunne ikke lide artiskokker så hun hev dem op som noget af det første.
Kolonihaven giver et stort poing til Helsingør, for der er næsten ingen kolonihaver i Norge. Skal jeg ha min helt egen have i Norge, bliver jeg nødt til at købe et hus. De kan købes relativt billigt hvis man flytter langt nok ud på landet, men jeg kunne jo ikke drømme om at flytte langt ud på landet mutters alene. Og Marianne flytter med garanti ikke med til Norge. Hvis vi ellers er samme når jeg kommer til Danmark igen. Jeg går ud fra at vi stadig er venner selv om hun har fundet en anden, men jeg aner intet. Hun siger altid at det jo aldrig bliver os for altid, og det kan jeg ikke svare på, for jeg tænker på en helt anden måde. Jeg tænker at hvis man får en kæreste, så er man sammen så længe begge er glade for det. Nogle gange er det så resten af livet, men det er umuligt at vide på forhånd, om man har lyst til at leve med den anden, resten af livet. Selv folk helt op i guldbryllupsalderen bliver jo skilt ind i mellem.
Uanset så kræver et køb af selv det billigste hus nogle års opsparing for mig, hvis jeg vil undgå at gældsætte mig igen. Men jeg kan selvfølgelig lave en mellemløsning med en midlertidig kolonihave, hvor jeg så igen kan nå at plante nogle frugttræer som jeg aldrig når at høste frugt fra.
Angående det med en have det er så noget, der er så vigtigt for mit velbefindende, at det skal jeg for at føle mig virkelig lykkelig på min bopæl. Jeg kan selvfølgelig kun bo i kolonihaven i sommerhalvåret, men haven er knap så interessant om vinteren, så det gør ikke så meget, at jeg ikke må bo der om vinteren.
Noget andet der har stor indflydelse på mit velbefindende er alkohol, eller mere specifikt øl, det elsker jeg og for meget. Jeg har i årevis kunnet mærke på min krop at alkohol sled på den, men for to uger siden blev jeg nærmest syg. Ikke fordi jeg havde drukket vildt meget, måske en sixpack om dagen, men meget konstant. Og efter mere end 30 år med omkring 40 genstande om ugen i gennemsnit, så går den vist ikke mere. Før har jeg haft lidt smerter ind i mellem omkring leveren, sikkert på grund af fedtlever og leveren udvider sig og trykker på det omgivede væv. Vel også lidt smerter ved bugspytkirtlen ind i mellem, det er svært at definere præcist hvor smerterne stammer fra. Nogle dages pause og så plejer alt at være fint igen. Det er det også denne gang, men jeg blev decideret skidt af kun at drikke en enkelt øl den pågældende dag, og det må være et tegn på at nok er nok. Så er spørgsmålet om jeg har lyst til at være afholdsmand resten af livet, og det har jeg jo ikke. Men efterhånden er jeg kommet frem til at i hvert fald halvdelen af de øl jeg drikker, egentlig ikke er lystbetonet, men mere vanebetonet, så hvis jeg nøjedes med udelukkende at drikke en øl når jeg havde lyst til det, og hvor den smagte rigtig godt, så ville mit forbrug falde en ganske god del. Så jeg havde overvejet at blive hernede den sidste måned også, for jeg har ingen vaner og rutiner hernede i forhold til øl.
Jeg har masser af ølvaner i Danmark. Den mest kendte er selvfølgelig fredagsøllene. Vi får en enkelt enkelt øl på arbejde om fredagen, og det er jo hyggelig og fint nok.   Det der så ikke er fint, er at så skal jeg drikke 8,10,12 øl mere og det uanset om jeg besøger Lars eller Marianne eller bare sidder alene foran fjerneren.
Jeg har ingen brug for torsdagsøllene. Der tar jeg måske i fitnesscenteret. Så hvorfor skal jeg absolut drikke en masse øl hver eneste fredag, også selv om jeg sidder der helt alene, og den sidste sixpack egentlig ikke smager særlig godt? Men jeg gør det jo, hver evig eneste fredag. Det er total idioti.
Så er der soløllene. Solen skinner og varmer en anelse, og selvfølgelig skal det det fejres med en øl i solen. Jeg mener en sixpack i solen. Jeg kunne jo nøjes med netop en øl, den første øl, for det er jo den der smager bedst, og så bliver kvaliteten ringere og ringere efterhånden. Jeg bliver selvfølgelig og lidt snalderet, og det er jo også hyggelig nok, men det var stadig den første øl jeg nød mest.
Så selv om jeg givetvis kunne lade være med at drikke alkohol igen, så er der ikke det jeg ønsker. Jeg kunne med garanti leve længere hvis jeg fuldstændig droppede med at drikke alkohol resten af livet, i stedet for at fortsætte på halvt niveau. Og alligevel ikke. Vi kan ikke forlænge livet ved at leve sundt, men vi kan med garanti forkorte det ved at leve usundt. Jeg vælger at fortsætte for halv kraft, vel vidende, at det formodentlig vil koste nogle leveår. I forvejen er min krop ganske kvæstet af alkohol, men kroppen har en ufattelig restitutionevne, så det går vel et stykke tid endnu.
Jeg vil til gengæld nyde mine øl mere i fremtiden tror jeg. Nu er det ikke meget mere end et par uger siden, at jeg drak min sidste øl, og det er jo et splitsekund, i forhold til den tid min krop har brug for til at restituere. Jeg vil tro at jeg som minimum har brug for to-tre år uden alkohol, for at kunne restituere nogenlunde. Så lang tid har jeg overhovedet ikke lyst til at lade være med at drikke alkohol. Jeg tror jeg kommer til at fortsætte nogenlunde som før, men med lidt mere opmærksomhed om hvorvidt den øl jeg drikker, stadig smager godt.
Jeg tror at vijlestyrken er et plastisk begreb. Altså hvis man tror at der er meget, meget svært at lade være med at ryge cigaretter, så bliver det nærmeste umuligt at stoppe. Hvis man til gengæld tror, at al den debat om, hvor svært det er, at stoppe med at ryge, bare er er stort globalt massehysteri, så bliver det meget, meget lettere, at stoppe med at ryge.
Det gælder al afhængighed. Jo mere man overbeviser sig selv om at noget er svært, jo sværere bliver det. Og jo lettere man tror noget er, jo lettere bliver det.
Der gælder også for mit forhold til alkohol. Hvis jeg bilder mig selv ind at jeg vil få en enorm lyst til at drikke en sixpack, når den første forårssol skinner på min balkon, så er jeg jo nødt til at suse ned i Netto og købe en pakke den dag der sker.
Klokken er 5:54 nu, og nu orker jeg ikke at skrive på denne lille mobil mere. Det er temmelig anstrengende.

En ny verden

Jeg har jo mange gange nævnt at en af grundene til at min rejse i Peru varer så lang tid, er at det er nødvendigt for mig for at jeg kan nå at lære at tale nogenlunde flydende spansk.
For at kunne få fuldt udbytte af at rejse i Peru, er man nødt til at kunne snakke spansk. Det gælder enhver kultur at kun når man snakker sproget kan man forstå kulturen fundstændig. Man vil aldrig kunne forstå den grønlandske kultur fuldstændig, hvis man ikke forstår sproget. Det samme gælder selvfølgelig i Danmark.
Men der er en anden grund til at jeg vil lære sprog, som er vigtigere for mig. Sproget er en verden i sig selv. Det er et slags univers, som først er totalt udforståelig pladder, men når dette uforståelige pladder pludselig bliver til et forståeligt sprog, og der kommer orden i kaos, så er der et nyt univars der åbner sig. Og det at jeg pludselig kan fatte dette nye univers, giver mig en enorm lykkefølese. Nogenlunde på samme måde som en ornitolog, der leder efter en sjælden fugl, og pludselig er den der, så tæt på, at han kan se den i alle detaljer, uden at bruge en kikkert.
Og det er hvad der er sket, og jeg vidste ville ske. Da jeg kom til Peru for fire måneder siden, kunne jeg følge med i en film i fjernsynet, selv om der var mange ting jeg ikke kunne forstå. Nu ser jeg en film, som sådan set er kedelig, men jeg forstår nærmest alt, og ubesværet, og det er så fedt, at den verden som det spanske sprog udgør, pludselig er åben for mig, og det gør mig lykkelig.

Da jeg havde købt mine nye sko i dag og var på vej tilbage til hotellet, var der pludselig en mand på fortovet der begyndte at tale til mig på spansk. Han fortalte at han kom fra Trujillo og var lærer på en skole for forældreløse børn og han skulle til et møde om aftenen med nogle lærere fra tilsvarende skoler.
Jeg er nærmest 100% sikker på at vi har snakket sammen før, selv om jeg ikke kan huske ansigtet, for da jeg kom til Peru første gang, kom han også bare pludselig hen til mig og begyndte at tale til mig, men dengang var det på engelsk. Jeg kan ikke huske hvor han sagde han kom fra sidste gang jeg mødte ham, men jeg kan huske at han sagde at det var 400 km nord for Lima. Jeg har ikke tjekket det, men jeg ville ikke blive forbavset hvis det er i nærheden af Trujillo. Dengang blaffede han til Lima, på samme måde som i dag. Dengang gav han mig en lille ordbog med quechua og det gjorde han også i dag, en anden slags ganske vist. Dengang forsøgte han at sælge mig en plakat over Peru, og i dag købte jeg en.
Spørgsmålet er hvorfor han dengang spontant snakkede engelsk til mig men spansk i dag. Jeg har oplevet alt for mange mærkelige sammentræf, til at tro på tilfældigheder.
Jeg glemte helt at fortælle ham, at vi har mødtes før, men det kan jo være jeg møder ham i løbet af de næste par dage.
Jeg ved jo ikke om jeg kommer til Peru igen, men hvis jeg gør, vil jeg have lært indholdet af de to små ordbøger, inden jeg kommer herned. Selv om 45% af befolkningen er af indiansk afstamning, så er quetsha et døende sprog, og det er vist kun 13% af befolkningen der bruger quetsha i daglig tale. Det er trist for det er en verden der er ved at forsvinde.
Jeg vil stadig prøve at forbedre mit spanske, men mit primære mål vil være at forbedre mit franske når jeg kommer hjem. Jeg burde kunne blive flydende i fransk rimelig hurtig, fordi jeg har arbejdet med det tidligere, og fordi jeg tror jeg kan forbedre min teknik til indlæring, så det ikke tar så lang tid. Der er f.eks. Duolingo, der er en app til at lære sprog. Det er ikke nok kun med den, men jeg må erkende at det er en ret effektiv app, hvis man hurtigt vil lære det basale i et sprog.

Nye sko

Jeg kunne ha brugt dagen på at ta ud i lufthavnen for at snakke med Air France men valgte at drysse rundt i Miraflores i jagt på nye sko og det lykkedes også at finde en lille forretning på hovedstrøget med herresko.
Til rimelige penge. 120 soles. 240 kr for et par nydelige afslappede herresko i god kvalitet lader det det til. De koster vel 2-3 gange så meget i Danmark. Derudover er der problemet med overhovedet at finde pæne herresko. Kvinder har uendelige muligheder når det gælder fodtøj, mens udvalget er ret beskedent for mænd. De sko jeg har fundet i Danmark som jeg synes er pæne, har som regel kostet 800-1000 kr eller mere, og det betyder måske ikke så meget hvis de holder nogle år, men jeg er for nærig til at betale så meget for et par sko, når jeg bare kan bruge mine aflagte løbesko, og de er nærmest uopslidelige. Så det har selvfølgelig sparet mig for en del penge at der ikke satses på at sælge herrefodtøj, men løbesko har den ulempe, at der ikke skal meget mere end lidt finregn til, før fødderne bliver våde.
Så håber jeg at de er lige så behagelige at gå med som de ser ud til, men de kan i hvert fald holde fødderne tørre, og er noget pænere at se på, end de flere år gamle løbesko jeg går rundt i nu. Jeg har prøvet at gå lidt rundt i dem, og de er som altid et nummer for store, men problemet er at jeg hader at tæerne bliver mast. Af en eller anden grund lider samtlige skotøjsfabrikanter af kinasyndromet hvor det af æstiske årsager drejer sig om at deformere fødderne. Det er så også lykkedes for dem at deformere mine fødder, så de ligner alle andres grimme deforme fødder, men jeg hader stadig, når det maser mod tæerne. Det er en anelse træls at gå rundt i sko der er lidt for store, men det er endu mere træls at gå rundt i kinesiske sammensnøringssko. Og man kan ikke købe andet. Så først om en måneds tid ved jeg faktisk hvor gode mine sko er at gå i. 

Hvis man ellers er i tvivl om hvordan en ikke-deform fod ser ud, skal man kigge på en babyfod, for det er så godt som umuligt at finde en voksen der ikke har deforme fødder. I hvert fald i Danmark.

Uaset sammensnøringssko eller ej så har  jeg behov for fodtøj og nu overveje jeg om jeg skal købe et par sko til i morgen. Udvalget var ikke ret stort, så jeg fik set alle sko, men det kan være jeg får et andet indtryk når jeg ser dem igen. Til den pris kan jeg godt leve med at jeg skal slæbe et par sko med i håndbagagen.

Nyt forsøg

Jeg forsøgte endnu engang at ændre min hjemrejse på Air Frances hjemmeside og selvfølgelig mislykkedes det igen.
Denne gang poppede der et andet nummer op, men det forsvandt da jeg rørte ved skærmen.
Jeg tror det var et andet nummer denne gang, måske ligefrem et i Peru men det ved jeg ikke.
De har et nummer i Peru på deres hjemmeside, som man kan ringe til, og det vil jeg prøve i morgen. For i informationen fik jeg et nummer jeg kunne ringe til, men det var selvfølgelig et forkert nummer for det er ændret siden, men når man ringer på det gamle nummer får man at vide at man skal ringe 01 først. Når man så ringer igen får man et nyt nummer som man kan ringe til. Jeg havde ikke en kuglepen klar, så jeg fik det ikke skrevet ned, og dermed ikke ringet

Så morgen prøver jeg nummeret på deres hjemmeside for at se om det virker. Hvis det gør, er miraklernes tid ikke forbi.

En midaldrende backpacker

Det kommer nok til at vare en del år før jeg igen tar på så lang en rejse. Fem måneder er i overkanten for mig, men det er ikke så meget det. Grunden til at jeg nærmest ikke møder en eneste jævnaldrende backpacker, der rejser på den måde jeg gør, er at det er så rasende dyrt. Rejsen i sig selv er dyr nok, men det der virkelig koster, er at der ikke kommer nogen løn ind på kontoen. Så jeg har ikke mødt en eneste jævnaldrende undervejs, som rejser som jeg gør, det er simpelthen for dyrt for de fleste. Eller folk vil hellere bruge pengene på en bil, så de kan føle friheden ved at køre rundt i lokalområdet.
Så jeg kunne være blevet hjemme og ha fortsat med at arbejde og købt en bil til 150.000 og følt friheden ved at køre rundt på Nordsjælland, sammen med alle andre andre frihedselskede mennesker.
Sådan bliver det nu aldrig, men jeg er ikke blottet for materialisme, så jeg tror min prioritet vil være at satse på et kolonihavehus istedet. Jeg savner virkelig et kolonihavehus. Det er vel den vigtige grund til at jeg vender hjem, selv og jeg sagtens kunne blive en måned til. Det bliver næppe i 2018 men så i hvert fald tidligt i 2019, med mindre jeg får en ny plan i mellemtiden.

En ulykke kommer sjældent alene

Jeg har indlogeret mig på Alpes Lima igen. Dvs. samme hotel som da jeg ankom til Lima fra Danmark. Barranco er hyggelig, men for lille til mere end et par dage, og jeg har ikke lyst til at være i centrum af Lima, selv om jeg givetvis kan finde noget billigere at bo i der, så det bliver Miraflores igen.
Det koster mig 100 soles om dagen her, men eftersom jeg kun skal være her i kort tid, håber jeg, så er det ligegyldigt.
Til gengæld kender jeg mit værelse rigtig godt nu, for undervejs med bussen mod Lima blev jeg syg, så jeg lukkede mig inde på værelset straks da jeg ankom. Dvs. egentlig gik jeg i rutefart mellem værelset og toilettet det første døgns tid.
I går tog jeg så hen på Air Frances kontor for at ændre min billet. Det vil sige det gjorde jeg så ikke alligevel, for det eksisterer ikke mere, selv om det fremgår af deres hjemmeside. Da jeg nu var undervejs tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne ta ud til lufthavnen og ændre min billet der. Det kunne jeg så ikke, for de har ikke noget fast kontor, men ved informationen oplyste de at jeg kunne kontakte dem tre timer før afgang, hvilket var omkring kl. seks. Jeg var der klokken et og havde ikke lyst til at vente fem timer i lufthavnen og tog tilbage til hotellet.
Alt sammen foregik med taxa på grund af min stadig ustabile mave og kostede mig 100 soles i alt. 200 kr spildt på grund af Air Frances elendige hjemmeside.
I mellemtiden er min oprindelige hjemrejse dukket op igen, men det er først den 20. december. Eftersom det koster mig næsten 1000 kr om dagen at rejse rundt hernede, tabt arbejdsfortjeneste medregnet, skal jeg jo ikke være mange dage i Miraflores, før det bedre kan betale sig for mig at købe en helt ny billet.
Det bliver næppe nødvendigt at købe en ny billet, men jeg har godt nok ikke lyst til at gøre et nyt forsøg med deres elendige hjemmeside. På den anden side orker jeg næsten ikke at ta helt ud til lufthavnen igen, og slet ikke med bus. De er næsten altid propfyldte og der går ingen direkte busser herfra.
Det er altid et helvede at ta en bybus i Peru. Med langtursbusserne er det super. De fleste selskaber har en app, og der kan man så skrive hvorfra og hvortil man vil køre og så popper alle oplysninger op. Det kan så være lidt svært at finde ud af hvilke selskaber der kører mellem hvilke byer, men det kan lade sig gøre over internettet. Bare ikke med bybusser, så vidt jeg ved.
Der gætter man sig frem. På siden af bybusserne står navnet på de bydele bussen kører igennem. Så hopper man på en bybus, hvor bydelen står angivet, og står af, når man mener man er så tæt på som muligt. Det fungerer nogenlunde, men man er nødt til at prøve sig lidt frem, eftersom de forskellige busser har forskellige ruter gennem bydelene. Man skal selvfølgelig også finde et stoppested hvor der kommer en bus forbi, der kører hen til den ønskede bydel, men nogle steder er der skiltet med endestationen og ellers må man spørge sig frem. Det er ikke helt så kompliceret som der lyder, og jeg holder så øje med hvor bussen kører på google maps undervejs, og hopper af når jeg kan se at den er ved at køre den forkerte vej.
Men stadigvæk, der er langt ud til lufthavnen, og det er virkelig ikke en bustur jeg har lyst til.
Jeg har bestemt heller ikke lyst til at ringen til Danmark, selv om Air France synes at det er en rigtig god ide. Men 14 kr i minuttet er nu en del penge, og hvor lang tid skal jeg så høre på, at jeg er nummer otte i køen?
Så jeg har skrevet til Air France og bedt dem om at ringe til mig på mit peruvianske nummer. Det er jo det mest praktiske for alle parter, de kan ringe på det tidspunkt, hvor det passer bedst ind i deres arbejdsopgaver, og jeg slipper for at høre på, hvor langt nede i køen jeg er. Desværre har jeg lidt på fornemmelsen at det overhovedet ikke passer ind i deres arbejdsopgaver, at ringe til mig.
Jeg har faktisk fyldt 50 soles på min mobilkonto i går, så jeg burde kunne modtage opkald, men jeg kan kun ringe og sende sms i Peru. Jeg fyldte penge på fordi jeg ikke havde wifi i to dage, og det var meget upraktisk, at jeg ikke kunne gå på internettet. Jeg nåede så stort set kun lige at få penge på kontoen, og så var der wifi igen på hotellet. 50 soles spildt, for man kunne formodentlig ha ringet til mig, uanset at der ikke var penge på kontoen.
Så i morgen vil jeg se om jeg orker at ta helt ud i lufthavnen igen for at ændre min billet. Det bliver under alle omstændigheder et helvede. Spørgsmålet er kun, om det bliver et længerevarende bushelvede eller et lidt kortere, men meget dyrere taxahelvede.
Det ville jo være umådelig meget lettere, at gøre et nyt forsøg på deres hjemmeside, hvis jeg kunne være sikker på at den virkede.

Huacachina

Mislykket booking, heldigvis.

Jeg tænkte at det måske var en fordel at booke et værelse her på Carola del Sur, hvor jeg også var sidste gang, men det mislykkedes heldigvis. Heldigvis fordi det efter deres hjemmeside fremgik at værelset kostede 120 soles for en overnatning. Jeg betalte 80 soles sidste gang, men jeg tænkte at det måske var et bedre værelse. Min booking var ikke gået igennem, og nu kostede det 60 soles for en overnatning, selv om værelset er helt identisk med det jeg havde sidst og ligger på samme etage. Det er åbenbart lidt forskelligt hvad de forlanger her.

Huacachina igen igen

Jeg kom til Huacachina i morges og gik hen og fik morgenmad på Huacachina Backpackers House. En gigantisk pandekage fyldt med frugt og et krus kaffe. 15 soles. Til gengæld er en enkelt dag her rigeligt for der er ikke så meget at lave hvis man ikke vil på tur i ørkenen.

Abancay

Vejret startede vådt i morges, men der var lunt. Nu er der både skyer og sol, men mest sol og rigtig behageligt. Omkring 25 grader og ikke samme knastørre luft som i Arequipa.
Der ligger et naturreservat lige uden for byen og jeg havde egentlig tænkt mig at gå op til en lille sø, men da jeg kom til byen og så de stejle bjergskråninger, så droppede jeg straks tanken. Nu har jeg tjekket og der er hele 900 højdemeter, vel at mærke fra grænsen af naturreservatet. 900 højdemeter er til at overkomme men søen ligger i knap 3800 meters højde så luften bliver jo ret tynd. Det orker jeg ikke og desuden ville det kræve at jeg startede tidligt om morgenen.
Der er nogle udmærkede restauranter i byen, men jeg er den eneste turist. Jeg har i hvert fald ikke set andre. Så der er ikke så meget at lave andet end at drive lidt rundt eller se fjernsyn.

Air France

Jeg er ikke imponeret over Air France. Måske har jeg skrevet et tal forkert da jeg skulle gennemføre betalingen, jeg ved det ikke, men normalt så prøver man en gang til og så plejer det at lykkes. Men ikke hos Air France. Istedet for at lade mig prøve en gang til har jeg fået en e-mail med et telefonnummer i Danmark. Det er jo helt tosset. De kunne i det mindste ha givet mig et telefonnummer på kontoret i Lima. Jeg gider ikke ringe til Danmark, og så vidt jeg kan se ligger deres kontor et par kilometer fra Miraflores og så kan jeg gå derhen i overmorgen. Så kan det vel lykkes at gennemføre betalingen.

Abancay

Ny billet

Jeg har ændret min billet så jeg tar hjem fire uger før planlagt. Dvs. jeg er hjemme den 22. november. Min booking er bekræftet, men den skrev at der var problemer med betalingen, så jeg er nok nødt til at ta om på Air Frances kontor i Lima for at gennemføre betalingen. Det kostede 1117 kr at ændre billetten. Det er jo ikke fordi at jeg nødvendigvis skal ta hjem, men da jeg umuligt kan nå at lære at tale så godt spansk som jeg ønsker, er det bedre at ta hjem nu. Vejret er elendigt og det regner også her, men der er noget lunere end i Cusco. At vejret er frygteligt i Danmark er så en anden sag. Jeg gruer allerede for den iskolde våde vind.
Hvor grotesk det end lyder, så vil de penge jeg sparer ved at ta hjem nu, plus den indtjening jeg vil få på fire ugers arbejde, give mig råd til at holde sommerferie hernede, hvis det er det jeg ønsker.

Cusco

Cusco

Plaza de Armas

Nu regner det igen. Heldigvis tar jeg til Abancay om nogle få timer og der skulle der være mere tørt og varmere.
Det er alligevel muligt at jeg korter min rejse af med en måned. Jeg har brug for meget længere tid hernede hvis jeg skal lære at tale så godt spansk som jeg ønsker, og jeg har brugt mange penge hernede. Ikke sådan at de slipper op men jeg har også andre planer, og de er ikke gratis. Ved at ta en måned tidligere hjem, vil jeg både spare penge, og tjene penge, hvis altså der er arbejde. Det vil ta mig tre måneder at spare tilsvarede op og det er jo også noget. Så jeg beslutteder mig i aften, tror jeg, og hvis jeg beslutter mig for at ændre min billet vil jeg formodentlig være i Danmark om en uges tid. Jeg gruer for det afvekslende danske vejr, men det slipper jeg alligevel ikke for.

Cusco

Plaza de Armas, Cusco

Plaza de Armas, Cusco

Plaza de Armas, Cusco

På vej mod Cusco

Vejret skiftede dramatisk på vej fra Puno til Cusco. I Puno var der masser af sol, og overraskende lunt, men i Cusco regner det. Det har regnet det meste af tiden mens jeg har været i Cusco og det regner også nu. Det er jo lidt kedeligt, så i morgen tar jeg til Abancay, der kun ligger 190 km herfra, men ifølge min guide skulle der være mere tørt. Jeg har jo ikke ligefrem lyst til at forlade mit hotel, og ta på en udflugt når det styrter ned.
Taget er utæt så jeg vågnede i nat ved en mærkelig lyd. Først troede jeg at det var nogen der bollede, men efter et stykke tid gik det op for mig at det dryppede inde på mit værelse. Det gør der nok stadigt. Højst besynderligt at de ikke gør noget ved det, for at dømme efter misfarvningen på loftet, er det ikke et nyt fænomen. Men jeg er sådan set ligeglad, så længe det ikke drypper ned i min seng. I det mindste er det billigt at bo her, for jeg har brugt enormt mange penge på min tur. Men her er det 65 soles for to overnatninger inklusiv morgenmad, og så bliver det ikke meget billigere. Jeg er først i Abancay i morgen aften, så jeg har reserveret et værelse til den første nat. Samme pris som her, men uden morgenmad. Det er også med fælles bad, men i det mindste skulle der være både fjernsyn og wifi på værelset.