Ronald

Jeg mødtes et par timer med Ronald her i aftes, men det blev ikke ret sent, for han var blevet uvenner med sin arbejdsgiver, men har allerede fundet en ny løsning. Han har en ven som har et hotel, og så skal han drive et turistbureau fra hotellet. Så han skal tidligt op i morgen. Der er benhård kapitalisme her i Peru, og enhver er 100% ansvarlig for sit eget liv. Vanessa er en meget driftig kvinde og klarer sig fint. Ronald har det noget sværere, fordi han ikke er fra Peru, men han foretrækker stadig det barske liv her, frem for det trygge liv i Eiropa.

Vanessas mor

Nu burde jeg jo også ha et billede af Vanessa, men hun brød sig ikke om at blive fotograferet, hvilket er lidt besynderligt, eftersom hun er meget smuk.
Vi mødtes et par timer i går aftes, så i dag tog jeg ud for at se hendes butik, som hun har haft i snart 2 år. Hun arbejder enormt meget, ofte fra tidligt om morgenen til sent om aftenen. Hendes mor bor egentlig i Tacna, men er for tiden flyttet ind hos datteren for at hjælpe hende og det samme er hendes bror, så nu bor de tre i hendes lille lejlighed. Hun har så været så heldig at få en væsentlig større lejlighed, som kun er lidt dyrere, og som hun skal flytte ind i i næste uge. Så jeg har tilbudt hende med at hjælpe med at flytte. Tid har jeg masser af og Arequipa er den mest behagelige by i Peru jeg har været i.

Vanessas butik

Vanessas butik

Calle Los Arces

Rio Chili

Plaza de Armas

Jeg fandt op på den højest beliggende restaurant ved Plaza de Armas. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, men udsigten er fremragende. Det lufter lidt heroppe, men ifølge wunderground er der 29 grader i skyggen, så det er helt fint med lidt luft. Desværre spiller de øredøvende høj musik med panfløjte, så jeg bør måske be om et høreværn.

Et gensyn med en ven

Billedet er fra den nydelige Plaza de Armas, 100 meter fra mit hotel.
Som skrevet tidligere har jeg to venner her i Arequipa, og jeg var forbi for at hilse på den ene af dem, Ronald. Han er fra Holland men har boet i Peru siden 2003 og har ingen intentioner om at vende tilbage til Holland. Han arbejder for det samme turistbureau, som sidst jeg mødte ham og det viste sig at de holder til 100 meter fra mit hotel, så jeg kiggede forbi. Han lever 100% af kommision og arbejder kun for turistbureauet i turistsæsonen, så det er en meget usikker indtægt han har. Som ca. 55% af de peruanere der arbejder i den private sektor, ifølge El Comercio.

Jeg skulle egentlig ha mødtes med min veninde Vanessa, men hun er lidt optaget lige nu, for i går aftes kom hendes veninde hjem til hende, fordi der var ballade mellem hende og hendes mand. Sådan kan der jo gå. Så er det jo heldigt at jeg har to venner her, for så kan Ronald og jeg da gå ud og få et par øl i aften, når han har fået fri. Normalt plejer de ikke at arbejde om søndagen, men fordi vejen har været blokeret af jordskred i retning mod Nazca, og blokeret af strejkevakter i retning mod Cusco, så har der været meget få turister i Arequipa, så nu prøver de at indhente lidt af den tabte omsætning.

Misti

Vulkanen Misti set fra hotellet.

Omsider Arequipa

Så er jeg omsider kommet til Arequipa, og har indlogeret mig på Misti House, der ligger meget centralt og ikke er et backpacker hotel. Både i Lima og i Huacachina var backpackere en slags kvæg, og af samme grund fik vi et armbånd på, så personalet vidste om vi boede der. Jeg hadede det.

Jeg bor på samme hotel her i Arequipa, som sidst jeg var her for tre år siden, og har tilfældigvis fået samme værelse. Et dobbeltværelse med bad for 40 soles for en overnatning. Kvaliteten er udmærket og det kan ikke blive meget mere centralt, så det fås næppe meget billigere.

Sidst jeg var her, var jeg her kun nogle få dage, men jeg bliver nok noget længere tid denne gang, men jeg aner ikke hvor lang tid det bliver.

En kølig morgen

Det blev som forventet en meget kølig morgen, nærmet kold, og jeg begynder at fortryde at jeg ikke tog en jakke med. Den fylder bare så meget. Også her i bjergene starter dagene overskyet, men nu hvor vi nærmer os middagstid, er der ved at komme hul i skyerne, og jeg gætter på at der er masser af sol om en times tid. Jeg brugte en god del af formiddagen på at drysse rundt for at finde et sted at købe en bog. På spansk selvfølgelig. Både for at forbedre mit spanske, og for at få resten af dagen til at gå, eftersom min bus først kører ved otte-tiden i aften.
Det viste sig at være ret svært at finde et sted at købe en bog, for den boghandel jeg kendte, havde ikke åbnet endnu.
Så jeg kom lidt længere væk fra Plaza de Armas end de andre turister. Det var bare nogle få hundrede meter, men jeg så kun to vesterlændinge, i de meget spraglede handelsgader, hvor peruanerne køber deres ting. Jeg er desværre nødt til at spare på strømmen på min mobil, for jeg får sikkert ikke mulighed for at oplade min telefon før jeg kommer til Arequipa i morgen, så derfor tar jeg ingen billeder i dag.

Plaza Regocijo

Plaza de Armas, Cusco

Om det er den tynde luft, eller den enormt lange bustur, der er årsagen ved jeg ikke, men jeg har godt nok fået lidt hovedpine efter at jeg er ankommet til Cusco. Jeg fik kun sovet meget lidt i bussen, for jeg har noget svært ved at sove når jeg bliver kastet rundt i sædet. Det bliver kun en overnatning i Cusco, så i morgen er det videre mod Arequipa.
Nu tilbragte jeg også to uger i Cusco, sidst jeg var her, og har da set en del af Cusco før. Vejret er glimrende, med masser af sol og formodentlig over 20 grader, men det bliver sikkert koldt når solen går ned. Jeg har ikke tænkt mig at lægge ret mange billeder ud på min blog fra Cusco, for der ligger en del på den første blog jeg lavede.

Man kan undre sig over mange ting. En af dem er det besynderlige faktum, at på Cruz del Surs busstation i Lima, som er ret stor, der var der kun skiltet på spansk, mens her i Ica, på deres langt mindre stoppested, der er samtlige skilte dubleret på engelsk.

Opvarmning til Festias Patrias

Man kan ikke se det på billederne men det myldrer med turister i Huacachina i dag. Langt de fleste er peruanere, der sikkert har fået fri i forbindelse med at det er den peruanske nationaldag i morgen, Festias Patrias. Det jeg oplevede i Lima den dag jeg tog afsted, hvor folk dansede på en gade, og hvor de cyklede på en anden gade, har sikkert været en opvarmning til den store dag i morgen. Det er nationaldagen for Perus uafhængighed, der ifølge avisen skete for 196 år siden. Ifølge avisen er Festias Patrias lige på stor en dag i Peru som juleaften, i hvert fald hvis man ser på butikkernes omsætning. Jeg ankommer i morgen til Cusco midt på den store dag, så det bliver spændende at se om jeg overhovedet kan komme frem til hotellet i en taxa.

Samerana

En synder

Den ene af synderne fra tidligt i morges. Den får sin velfortjente søvn, efter at ha gjort sit yderste for at spolere min søvn. Den sover altid på samme gadehjørne, og nogen må givetvis eje den, eftersom de har udstyret med et dækken, så den ikke fryser om natten. Mange af hundene render rundt med et dækken, og der bliver også ganske køligt om natten. Dagene er til gengæld behagelige for temperaturen når op på 20-25 grader om dagen. Det er alligevel lavsæson her, for der er ikke mange gæster på restauranterne i forhold til kapasiteten, og enkelte restauranter har helt lukket.

Huacachina Backpackers House

Sidste morgenmad på Huacachina Backpackers House. Ikke et øje i dag, for de få der ikke sover har klumpet sig sammen på den samme restaurant, på den anden side af søen. Eftersom jeg foretrækker et krus kaffe frem for en kop kaffe, er jeg jo nødt til at spise her. Det lader også til at alle andre spiser de kedelige hvedeboller med smør og marmelade til morgenmad, ost findes ikke. Dertil ganske vist æg, juice og kaffe, men jeg fatter det ikke. Især ikke når man kan få en stor rulle pandekage med blandet frugt og øverst karamel eller chokolade. Her er den så ovenikøbet kæmpestor.

Det bliver fint at komme videre fra denne lille oase og i særdeleshed fra hotellet. De sidste to aftener har der været enormt meget larm med høj musik og stangstive folk der ikke bare snakkede højt men desideret råbte. De andre nætter stoppede det ved midnat, men jeg vågnede ved 2-tiden i nat og der var stadig fuld gang i diskoteket og masser af larm. Hvis man godt kan lide fest og ballade, så er det her stedet, men det er for meget af det gode, efter min smag. Til gengæld har larmen været så konstant, at den ikke har forhindret mig i at sove. Det gjorde hundene til gengæld ved firetiden i morges. Ikke mere larm fra diskoteket, men to eller tre hunde, der åbenbart syntes det var blevet for stille. Eller også ville de ta hævn. Og de kunne holde holde mig vågen et godt stykke tid.
Nu er det så håndværkerne der larmer og banker.

Solnedgang over ørkenen

Jeg gik op på klitten for at se solnedgangen over ørkenen. Jeg gik nu ikke længere op end nødvendig, for højre fod er lidt smadret efter de sidste dages vandring på klitterne.
Der var enormt mange mennesker oppe i klitterne, og kun en lille del af dem var gået op for at se solnedgangen over ørkenen. Den er simpelthen så facinerende ørkenen. En fuldstændig livløs sandørken, hvor kun sandet hersker. Det er ikke et sted man har lyst til at gå vild. Lige her er det ikke så farligt for de kører jo rundt over det hele her med turisterne, og de kører langt ud i ørkenen. Det er som et hav med gigantiske bølger af sand. Selv om jeg måtte forbi for at se dette facinerende syn, så havde en enkelt dag været nok, for ellers er der ikke så meget at lave her. Jeg tror at de fleste turister kun er her en dag eller to, og så er de videre.

Museo Regional de Ica

Jeg tog ind på Museo Regional de Ica i dag for at få tiden til at gå, for der er ikke meget at lave her. Der burde jeg så ha været sidste gang jeg var her, for mange af de ting museet handlede om havde jeg set i Nazca sidste gang jeg var her, og det havde helt klart været en fordel hvis jeg havde været på museet først. Der var selvfølgelig en masse keramik, noget tøj og nogle mumier og noget om akvadukterne ved Nazca. De er omkring 1500 år gamle, og ligger som underjordiske kanaler. Jeg var ude at se på en sidst jeg var her, et sted hvor den var synlig. Ifølge museet har man fundet 50 akvadukter og hele 36 af dem er stadig i brug, til kunstvanding af marker, men vandet bruges også i husholdningen.

Midt i billedet ovenover, kan man se en der flyver rundt med en drage ved toppen af klitten. Hvis man kigger godt efter kan man ane to der står på toppen af klitten lidt til højre derfor. Der er faktisk massevis af mennesker oppe på klitterne nu, og jeg burde vel gå derop for at se solnedgangen.

En spadsertur i ørkenen

Jeg gik lidt længere ud i ørkenen i dag, men det er hårdt. Dvs. nogle steder er sandet føget hårdt sammen så man ikke synker i, og der er den lidt sort. Men som man kan se længere nede har jeg også gået langs toppen af en klit, og det er enormt udmattede. Man kan slet ikke forestille hvor hårdt før man har prøvet det. Ved hvert eneste skridt synker man ned, og det er tungt at gå. Så i dag bliver der ingen ørkentur, for jeg er træt i fødder og ankler.

Ica

Jeg venter og venter, og nu her på Samarana. De fleste turister kommer her kun en dag eller to og så er de videre. Det de kommer for at sandboarde og for at køre rundt i ørkenen i de der specielle biler. Hvilket vil sige at om dagen er der ikke ret mange mennesker her, for de er ude i ørkenen. I aften er der fuldt her.
Jeg er desværre nødt til at ta en dag mere på mit hotel, for på på Hospedaje Mayo, var der et ledigt værelse i dag, men ikke i morgen.
Grunden til at jeg ikke med det samme tog over Cusco er, at mens jeg var i Lima kunne jeg læse i avisen, at der var strejker og blokade af vejene ved Cusco, så det ville jeg helst undgå. Der er stadig strejke, blandt lærere over dårlig løn, men det lader til at busdriften kører normalt. Så nu kører jeg over Cusco.

Det lader til at alle restauranter har et glimrede wifi, men desværre ikke på mit hotel. I hvert fald ikke på mit værelse, så jeg søger ned på restauranter ved søen, for ikke at bruge alt for meget af mine egne data.
Nu er det så Samarana, hvor tjeneren er en ung mand som arbejder for at hjælpe familien i Venezuela. Der er ufatteligt. For 20 år siden var Venezuela det rigeste land i Sydamerika, og nu er det ved at gå i opløsning. Grunden er simpel. Selv om Venezuela var det rigeste land i Sydamerika, så kom rigdommene kun middelklassen og de rige til gode, mens de fattige ingen gavn fik af rigdommene. Og der var så mange fattige, at de var nok til at vælge en ny vej, så nu er der mange flere fattige. Men uanset at der er kaos i Venezuela, så har styret stadig mange støtter. For de mange fattige gør det jo ingen forskel, at middelklasen også synker ned i fattigdom. Og de rige skal nok klare sig uanset hvad der sker.

En ekstra dag

På billedet kan man se at de er ved at bygge en helt ny fløj på hotellet. Jeg tror det bliver byens største hotel når det er færdigt. Det er slet ikke min stil, men jeg var dum nok til at betale for tre nætter i forvejen, så nu bliver jeg her selv om jeg ikke bryder mig om det. Personalet skal dog ikke lastes, de er meget venlige og hjælpsomme. Men i går kom der en kæmpe flok, der sikkert er på en pakketur, så der var larm til midnat. Jeg kunne selvfølgelig ha blandet mig med dem men det orkede jeg ikke, og med mit spanske er det meget svært at følge med i en film på fjernsynet, når der er høj musik og larmende fulde folk udenfor. Desuden ved jeg fra sidste gang, jeg var her, at det bedste sted at møde folk her i Huacachina, er i baren på Bananas der ligger 20 meter fra Carola Lodge. Så måske går jeg derover i aften.

Jeg bliver desværre nødt til at ta en overnatning mere i Huacachina, for jeg kan først få en bus den 27. Dvs. jeg kan godt komme afsted i morgen, men så ankommer jeg først til Cusco om aftenen, og det er ikke optimalt, når jeg skal finde et hotel. Det bliver så to overnatninger i Cusco, så jeg lige kan slappe lidt af, inden jeg fortsætter mod Arequipa. Der ankommer jeg så meget tidligt søndag morgen kl 6:30, men alternativet var at jeg først ville ankomme om aftenen, og det har jeg ikke lyst til.

Mod Cusco

Billedet er fra svømmepølen på hotellet. Det bliver næsten ikke brugt og jeg har heller ikke været i men måske skulle jeg hoppe i og plaske lidt rundt for jeg keder mig lidt her mens jeg venter.
Dvs.  jeg har opgivet at vente på at vejen mod Arequipa bliver åbnet, og så kan jeg flyve, eller ta en kæmpe omvej over Cusco og nu har jeg besluttet mig at ta over Cusco. Så mangler jeg bare at købe en billet. Turen tar over 17 timer og begyder kl 18:10 hvilket vil sige at det meste af turen foregår mens det er mørkt. Frygteligt. Nogle foretrækker at køre om natten, for så kan de spare både tid penge. Tid fordi de kører mens de sover og penge fordi de ikke skal betale for en overnatning på et hotelværelse.
Jeg foretrækker at rejse om dagen fordi jeg godt kan lide at se landskabet forandre sig undervejs, men bliver det med natbussen. Til gengæld er bussen i Cusco kl 11:30 hvilket er udmærket. Så har jeg tid til at finde et hotel.

Morgenmad

Jeg har fundet mit favoritsted til morgenmaden:
Huacachina Backpackers House.
Mæt bliver man i hvert fald. Det er nogle enorme portioner man får serveret her. Det er svært at se størrelsesforholdet på billedet, men det er en pæn stor dyb tallerken, fyldt med frugter af vandmelon, æble, banan og annanas og derover jordbæryoghurt og granola. Dertil et stort krus kaffe. Hele herligheden koster 15 soles, altså 30 kr, og så er man mæt. Til alle slags morgenmad kan man frit vælge mellem te, kaffe og chokolade. Det er så ikke så meget på grund af de enorme portioner mad jeg kommer her, men fordi man får et stort krus kaffe, og ikke en kop.

Ny nedtursrekord

Så gik jeg op på den klit der ligger modsat den jeg gik op på i aftes. Denne gang gik det meget lettere, fordi jeg valgte en forholdsvis let rute, og fordi jeg gik i nogle spor trampet af nogle andre for nylig. Det at man ikke skal trampe sit eget spor, men kan gå på en slags trappe gør det meget, meget nemmere. Så det tog mig ikke meget mere end 10 minutter at komme til tops, men det var stadig hårdt og så jeg fik samtidig tjekket at hjerte og lunger stadig fungerer fint.
I går aftes løb jeg skrådt ned og lidt forsigtigt. Både fordi det var ret mørkt, men også fordi, jeg kom lige forbi en stor sten på mindst et kilo som nogle idioter havde slæbt derop, og jeg var bange for at der skulle være flere. I dag løb jeg den direkte vej ned og selv om man ved at man lander blødt, hvis man styrter, så er det godt nok svært at overvinde sit insrinkt om at være forsigtig, når det går så stejlt nedad. Det lykkedes mig også at vælte en enkelt gang undervejs, men som forventet landede jeg meget, meget blødt. Det tog så ca. 1 minut og 10 sekunder inklusiv styrtet, som kostede nogle få sekunder

En stor klit

På billedet kan man se den klit jeg kæmpede mig op på i aftes. Til venstre i billedet kan man ane nogle buggies, tror jeg de hedder, og nogle mennesker. Det er nemt nok at komme op til hvor de er, men derfra er det utrolig svært. Det er meget svært, og visse steder umuligt, at gå direkte op mod toppen, så man er nødt til at gå skråt op ad klitten for at komme derop. Det er Sydamerikas største klitter men jeg har ikke kunne finde ud af hvor høje de er.

Pisco sour

Pisco er navnet på det destillat der kommer fra vinen. Navnet sour kommer af at der bliver tilsat citron. Derudover bliver der tilsat æggehvide, sirup og en Angostura bitter.
Jeg har smagt det en enkelt gang i Lima, hvor alle fik det som en gratis velkomstdrink på et diskotek. Det smager ikke dårligt, men jeg foretrækker en øl.

En pisco sour tur

Så fik jeg brugt et par timer, på at finde ud af hvordan de laver spritten til pisco sour.
Taxachaufføren hentede mig på hotellet kl 10:00 og startede med at vise mig at det meste af byens største kirke sank i grus i 2006. Så vidt jeg kunne forstå på ham så var der også en vej hvor der opstod en 6-7 meter dyb kløft, og mange huse blev jævnet med jorden, og de er stadig i gang med genopbygningen.
Vi snakkede også om hvad folk arbejdede med her i Peru og i Danmark og han fortalte at hans far havde arbejdet 20 år i en mine. Vi var enige om at det ikke var et behageligt job, men han fortalte at i Nazca arbejder mange i guldminer, og de tjener omkring 1600 soles om måneden. Det er rigtig mange penge her, så på den måde kan man selvfølgelig godt forstå at folk gerne vil arbejde i guldminerne, selv om det er et forfærdeligt arbejde og man risikerer at få silikose. Han fortalte at de fleste arbejdede for sig selv i grupper på 3-6 mænd, og at de selv solgte malmen, men at der også var nogle der var ansatte på normale kontrakter i større firmaer.

Hvad angår produktionen af sprit, så fik jeg en lille tur sammen en bedstemor, hendes datter og det lille barnebarn, på et sted hvor de producerede vinen på gammeldags vis. Noget blev destilleret til sprit men de lavede også almindelig vin. Af spritten lavede de også forskellige færdige drinks og cremer, f.eks. en slags Bailey men med jordbær.
Og så fik vi en masse små smagsprøver, serveret så lynhurtigt, at bedstemoren kom i fremragende humør, mens datteren klogeligt holdt sig til kun at prøve nogle af smagsprøverne.
Hele turen tog to timer og kostede 80 soles, og i betragtning af at jeg det meste af tiden havde en personlig guide, synes jeg ikke det er så galt.

En tidlig vækning

Der blev heldigvis ganske stille her på hotellet om aftenen, men musikken fortsatte andre steder i byen. Så jeg faldt i søvn omkring kl halv tolv, men kl 4 om morgenen blev jeg vækket af en hund der stod udenfor hotellet og gøede fordi den kedede sig. Da der efter 10 minutter stadig ikke var andre hunde, der fulgte opfordringen, gav den heldigvis op. Ellers kunne der sikkert ha fortsat i en time eller mere. Desværre nåede jeg at blive så vågen at jeg ikke kunne falde i søvn igen, formodentlig fordi min krop ikke helt har vænnet sig til de seks eller syv timers forskel der er mellem Peru og Danmark.

På hotellet er der fuld gang i håndværkerne, for det er kun halvvejs bygget færdig. Alle de væsentlige ting er bygget, men så vidt jeg kan vurdere er der kun halvdelen af værelsene der er færdige, men det fungerer, selv om der bygges.

Mod Ica fra en klit

Det tog 2 et halvt minut at løbe ned fra klitten. Meget nemt og man falder blødt hvis man vælter.
I mellemtiden har de heldigvis stoppet musikken. Der kom en masse folk og spiste da jeg gik, men jeg synes da det er lidt besynderligt at spille høj teknomusik når folk spiser.

Huacachina om natten

Jeg droppede at drikke en øl og kæmpede mig istedet op på en klit. Det tog mig nok tre kvarter at komme herop. Det er ufatteligt så hårdt det er at bestige en klit. Det er to skridt op og et tilbage, hvis ikke det er tre skridt op og to tilbage. Det går ufattelig langsomt. Til gengæld tar det næppe meget mere end et minut at komme ned.

Og Mælkevejen er meget tydelig. Dvs. den er tydelig ind over ørkenen og forsvinder selvfølgelig i byens lys ind over Ica. Og så har jeg fundet ud af at de er de rene amatører på mit hotel, når det gælder om at spille høj musik. Selv helt heroppe er der høj musik nede fra byen. Meget høj musik. Jeg fatter ikke at folk kan holde det ud, det må da gi høreskader.

Resonans

Det er værre end jeg frygtede. Der er næsten ingen mennesker på hotellet, og for at skræmme de sidste væk har de skruet op for musikken. For et øjeblik siden kom min dør i resonans og stod og brummede. Og så er det tekno de spiller.

Ikke at det var bedre sidste nat. Der var det ikke musik der holdt mig vågen, men folk der vadede op og ned af en ståltrappe fra klokken halv tre til fem. Jeg tror nu det tekno er værre, så jeg går tilbage og drikker en øl mere, der hvor jeg sad før. Jeg ville slet ikke være gået, men jeg frøs for også her bliver der koldt når solen går ned.

Carola Lodge

Jeg har indlogeret mig på Carola Lodge i Huacachina. Jeg havde tænkt på det i forvejen, men chaufføren foreslog det også fordi jeg først havde spurgt efter Hospedaje Mayo, hvor jeg boede sidste gang jeg var her. Hospedaje Mayo er helt sikket det billigste. Jeg betalte 30 soles for et nydeligt dobbeltværelse med bad, sidst jeg var her, men det er også kedeligt, dvs. det er ikke et backpackerhotel.

Det er Carola Lodge i særdeleshed og ganske nydeligt i forhold til prisen på 80 soles pr. døgn. Der er bar, diskotek og swimmingpool og jeg har et dobbeltværelse med bad. Jeg har betalt for tre nætter, og så håber jeg ikke at jeg fortryder. Alle værelser har indgang og vinduer ind mod den indre gård hvor swimmingpoolen ligger og der blev spillet ganske høj musik. Mange backpackere har det jo med at være vågne det halve af natten, så jeg gruer lidt for om der er larm langt ud på natten.

Huacachina

Turen til Ica gik hurtigere end jeg havde regnet med så jeg var allerede i Ica ved solnedgang kl seks og jeg hyrede straks en taxa til Huacachina. Turen kostede 10 soles, altså 20 kr, og det er ok for de ca. seks kilometer.
Det er virkelig en befrielse at jeg kan snakke noget spansk nu i forhold til sidste gang, for undervejs aftalte jeg med chaufføren at jeg skulle på en pisco sour tur i morgen. Jeg ved ærlig talt ikke hvad pisco sour er, men det er i hvert fald en slags sur vin, eller sprit. Det finder jeg ud af i morgen. Jorge hedder chaufføren, og han arbejder også for et turistbureau, ud over at være taxachauffør. Det var så heller ikke en officiel taxa, der var intet skilt på den, men han gik hen og skrev noget på en tavle på busstationen inden vi kørte, så lidt officielt har det været.

Marker

Mens jeg skrev indlægget nedenfor kom vi netop igennem et lavtliggende område med marker, og så vidt jeg kunne se er det appelsintræer jeg har fotograferet, og nu er vi allerede tilbage i ørkenen igen.

Som indlægget nedenunder kunne jeg ikke sende det undervejs, så derfor forsinkelsen.

Ejendomsret

Man skulle ikke tro at en ørken er specielt værdifuld, men overalt er der hegn og skilte der fortæller at det er privat jord. Nogle gange er grænsen kun markeret med pinde, andre gange er der stof mellem pindene, og som man ser på billedet laver de nogle gange et hegn eller ligefrem en murstensmur gennem ørkenen for at vise hvem der ejer hvad. Det er ikke alt der er indhegnet, men langs med vejen er stort set det hele hegnet ind.  Længere væk er der ingen hegn, men selvfølgelig er der en ejer. Så de er mindst lige så emsige med ejendomsretten her som i Danmark, også selv om det drejer sig om en ørken. Man kan selvfølgelig pumpe grundvand op og kunstvande, men jeg har ikke set marker på skråningerne, kun på de lavtliggende flade områder. Der står grundvandet til gengæld også så højt at det er minimalt hvor meget energi der skal bruges på at pumpe det op. Eftersom det ikke regner her, må det komme helt oppe fra Andesbjergene og sive gennem jorden ud mod kysten.

Jeg kunne ikke sende denne undervejs, så derfor forsinkelsen