Gågaden i Chachapoyas

Gågaden i Chachapoyas.

Chachapoyas har, i modsætning til Cajamarca, en gågade. Faktisk en ganske lang gågade.

Plaza de Armas, Chachapoyas

Udsigt fra mit værelse på Hostel Amazonas

Catarata Gocta

Jeg var på tur i dag for at se på et af verdens højeste vandfald. Catarata Gocta. 771 i alt men delt i to fald. Det nederste er på 540 meter og ligger på femtepladsen af vandfald med frie fald.
Det bliver nu aldrig det helt store for mig med naturoplevelser med massevis af mennesker, men heldigvis har de lagt en begrænsning på 150 mennesker om dagen. Det bedste ved dagen var at det var varmt. Kualap, som jeg besøgte i går, ligger  i 3000 meters højde og det lægger en begrænsning på hvor varmt der bliver selv om det i praksis er ved ækvator. Foden af vandfaldet ligger i omkring 2000 meters højde og det var en helt anderledes varm og fugtig luft i dag. Klimaet her er tydeligt påvirket af Amazonas, og departementet hedder også Amazonas. I Chachapoyas føles det nu ikke ligefrem tropisk. Det er nærmest som en ustabil dansk sommerdag, hvis man ser bort fra den manglende vind.

Hvad angår billedet med dem der murer, så var jeg lidt nysgerrig. Langt de fleste nye bygninger bliver bygget med beton og brændte mursten, men enkelte bygninger bliver stadig bygget af ubrændte lersten med mudder som mørtel.

Chachapoyas

Jeg har indlogeret mig på Hostal Amazonas og det er både godt og skidt. Godt fordi det er enormt hyggeligt med en indre gårdhave hvor man kan sidde og slappe af, og på førstesalen hvor jeg bor med udsigt over Plaza de Armas, er der et par lænestole og et bord næsten lige uden for min dør.
Det dårlige er at fjernsynet ikke fungerer. Hvis jeg skulle bo her i længere tid kunne jeg selvfølgelig bytte værelse, men det gider jeg ikke lige nu. Der er wifi men det er så elendigt at jeg kun med held kan lægge billeder ud på min blog, så lige nu har jeg opgivet. Hotellet er ældgammelt, fra 1937 ifølge en plade på væggen i indgangen, og gulvet på mit værelse knirker enormt. Det er næsten som at bo på et museum.

Ellers er Chachapoyas en hyggelig lille by med masser af hyggelige caféer og restauranter, og relativt mange vestlige turister. Der er også et natteliv, i modsætning til Cajamarca, selv om det ikke er noget jeg kommer til at benytte mig af.

Kuelap

Jeg ankom til Chachapoyas om morgenen kl. 5 og gik ind til Plaza de Armas, hvor jeg ventede indtil mit udvalgte hotel, Hostel Amazonas, åbnede dørene. Jeg kunne selvfølgelig ha vækket dem, men eftersom jeg ikke var helt sikker på at jeg ville ha et værelse der, ventede jeg indtil de åbnene. Jeg fik et værelse med fransk altan ud mod Plaza de Armas og gik over for at spise på en cafe på den anden side af Plaza de Armas.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lave noget i dag, for jeg sov stort set ikke i bussen i nat, men på den anden side er Chachapoyas en lille by med ikke meget mere end 10.000 indbyggere og der er ikke så meget at lave her. Så jeg bookede en tur til det der givetvis er denne bys hovedattraktion, en tur til Kuelap.

Kuealap ligger ca. 40 herfra og er et gammelt fort. Guiden fortalte at byggeriet er begyndt omkring år 500 men er fortsat i århundrede. Fortet er enormt stort og var en regulær by med 3000 indbyggere. De der byggede fortet byggede runde huse, men inkaerne erobrede området relativ kort tid inden spaniernes ankomst, og byggede firkantede huse. Af min guide fremgår det, at man skønner, at volumet af byggeriet er ca. tre gange så stort som det der blev brugt til at bygge Keops pyramiden. Det er umuligt at få et foto der viser hvor enormt stort det er. For det første fordi det ligger på en bjergtop, og for det andet fordi man ikke har fældet regnskoven, der har generobret området. Fortet var beboet helt til spaniernes ankomst, men en forordning fra den spanske vicekonge, om at alle hellige steder skulle forlades, fik befolkningen til at flytte.

For mig har det været en større oplevelse at se dette enorme fort end at se Machu Picchu. Bla. kom jeg herop før de andre og kunne gå rundt helt for mig selv. I hvert fald ind til jeg mødte en kvinde, der åbenbart var taget derop alene. Den første halve time kunne jeg gå rundt og ha det hele for mig selv. Ingen lyde anden end den der kom da det begynte at regne lidt. På Machu Picchu er det utænkeligt. Når de åbner for dørene vælter det ind med folk, og i løbet af et øjeblik er der mennesker overalt.
En anden ting der er facinerende, er at de ikke har fældet skoven, her ser i høj grad ud som der har gjort i århundreder, mens Machu Picchu, er velfriseret. Machu Picchu minder for mig mere om Legoland, end om et kulturminde.

Formodetlig fortsætter Kuelap med at virke uforstyrret, men men tiden vil der med garanti komme langt flere turister end nu. Vi kom derop med en svævebane der ifølge guiden blev åbnet den 2. marts i år og som er Perus første svævebane.
Der var kom da også en del turister efterhånden, mens jeg var i Kuelap, men der var et fåtal i forhold til de tusinder der besøger Machu Picchu. Til gengæld var en relativ stor del af dem vesterlændinge. I Cajamarca var der jo stort set ingen vestlige turister, men det er der i Chachapoyas. Temmelig mange faktisk. De springer Cajamarca over og tar direkte til Chachapoyas for især at se Kuelap.

En hvileplads