lørdag den 29. juli 2017

En kølig morgen

Det blev som forventet en meget kølig morgen, nærmet kold, og jeg begynder at fortryde at jeg ikke tog en jakke med. Den fylder bare så meget. Også her i bjergene starter dagene overskyet, men nu hvor vi nærmer os middagstid, er der ved at komme hul i skyerne, og jeg gætter på at der er masser af sol om en times tid. Jeg brugte en god del af formiddagen på at drysse rundt for at finde et sted at købe en bog. På spansk selvfølgelig. Både for at forbedre mit spanske, og for at få resten af dagen til at gå, eftersom min bus først kører ved otte-tiden i aften.
Det viste sig at være ret svært at finde et sted at købe en bog, for den boghandel jeg kendte, havde ikke åbnet endnu.
Så jeg kom lidt længere væk fra Plaza de Armas end de andre turister. Det var bare nogle få hundrede meter, men jeg så kun to vesterlændinge, i de meget spraglede handelsgader, hvor peruanerne køber deres ting. Jeg er desværre nødt til at spare på strømmen på min mobil, for jeg får sikkert ikke mulighed for at oplade min telefon før jeg kommer til Arequipa i morgen, så derfor tar jeg ingen billeder i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar