lørdag den 14. oktober 2017

Iquitos

Jeg kom til Iquitos i går eftermiddags. Der går en hurtigbåd fra Yurimaguas til Nauta og den steg jeg på tidligt i går morges klokken fem. På trods af en del stop undervejs nåede vi til Nauta omkring klokken halv fire om eftermiddagen og ti minutter i fire sad jeg i en minibus med fuld fart mod Iquitos hvor vi var klokken halv seks om aftenen.
En del turister bruger de store kombinerede passager- og fragtfærger og bruger et par dage i en hængekøje på at nå frem til Iquitos. Det skulle være en enestående oplevelse for livet, men ifølge de billeder jeg har set på nettet, så består oplevelsen af at ligge som sild i en tønde. Jeg ville hade det.
Desuden er jeg ikke sikker på at de lokale bruger det mere, for de færger jeg så undervejs var meget tomme, bortset fra fragten.
Hurtigfærgerne er heller ikke omtalt i min guide, så enten er det et ret nyt fænomen, eller også er min guide meget elendig.
Desuden skulle der være stor risiko for at få tingene stjålet mens man sover og det har jeg ikke lyst til.
Faktisk troede jeg mit kamera var stjålet, men efter at der er blevet gjort rent på mit værelse, er det der igen, så jeg har nok lagt det et eller andet idiotisk sted, og så er det blevet lagt op på bordet under rengøringen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar