For tredie gang på tre dage skifter jeg hotel i Cajamarca. Da jeg ankom til busstationen i fredags, temmelig forsinket på grund af vejarbejde, mødte jeg en kvinde som overtalte mig til at ta med hen på hendes hotel, Girasoles, Solsikker. Da jeg spurgte hvor det lå, svarede hun at det lå ved lige ved en af de store veje. Det gjorde det også, ved bygrænsen. Med mindst en halv times gang til centrum og masser af larm allerede lidt over fem om morgenen, besluttede jeg mig for at prøve det hotel jeg havde udset mig fra starten, Hostel Colonial Inn. Det lå kun halvt så langt fra Centrum. På Girasoles kostede de billigste værelser 30 soles og det samme på de billigste værelser på Hostal Colonial Inn. På Hostal Colonial Inn ligger de billigste værelser på øverste etage, og det skyldes nok dels at folk ikke gider alle trapperne, og dels at det er hurtigere at komme ud i tilfælde af jordskælv hvis man bor på nederste etage. Jeg tænkte nu at der ville være mindst larm på øverste etage og da det samtidig var det billigste passede det mig fint.
Allerede før kl. syv i morges syntes de der boede på gangen overfor at det var en glimrede ide at åbne døren, hvorefter en kvinde begyndte at tale højlydt i telefon. Jeg var ganske vist vågen, men det er ikke optimalt.
Da jeg dagen før var oppe på bakken med den fede udsigt, var jeg også inde på en restaurant og få en enkelt øl. Restauranten har store vinduer med udsigt og det syntes jeg var fint. Mens jeg nød min øl kom ejeren hen til mig og fortalte at de også havde værelser. Billige værelser viste det sig. 20 soles for et værelse med bad. De ligger ganske vist i kælderen under restauranten og der er ingen udsigt, men værelse og bad er udmærket, så jeg håber at jeg i morgen kan vågne uden at der er masser af larm.
Jeg var så oppe på hotellet, men ejeren var der ikke, så jeg blev træt af at vente og gik ned på Los Faroles for at få en kop kaffe. Og for at få internetadgang for der er ingen wifi på hotellet. Ikke at det betyder noget i forhold til Hostal Colonial Inn, for deres wifi er så elendigt at det er ubrugeligt det meste af tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar